






Kochsvej 4, 1. tv, 1812 Frederiksberg C
Herskabslejlighed, når det er allerbedst, på en stille sidevej til Frederiksberg Allé…
Kochsvej er en rolig og grøn ensrettet gade, og jeg tør godt sige, at vi her er på en af de absolut mest eftertragtede adresser på Frederiksberg. Vejen fik sit navn i 1885 og er opkaldt efter slotsgartneren, der ejede jorden, hvorfra udstykningen af gartnerens jorder begyndte. Kochsvej blev anlagt med smukke villaer på den ene side og elegante etageejendomme på den anden – en kombination, der stadig gør gaden helt særlig den dag i dag. Etageejendommene er i dag blandt Frederiksbergs mest ikoniske og bliver ofte fremhævet for deres smukke arkitektur. De tanker og valg, der blev gjort dengang, kan stadig mærkes i dag: En gade med en helt særlig elegance, luft mellem bygningerne og en stemning, der gør Kochsvej til en af Frederiksbergs mest attraktive adresser.
Adressen er uden tvivl imponerende, men det samme gør sig gældende, når man træder ind i selve lejligheden. Allerede i opgangen mødes man af herskabeligheden og de bevarede originale detaljer, som fortsætter som en rød tråd ind i boligen. De smukke stuklofter, høje paneler, originale trægulve, stuer en suite og en loftshøjde på over 3 meter er alt sammen med til at skabe den helt særlige stemning, som var tiltænkt ejendommen, da den blev opført i 1906.
Den oprindelige planløsning er bevaret, og det giver mange muligheder for indretning. Her kan man eksempelvis etablere tre soveværelser eller vælge at nyde de mange elegante stuer en suite, som virkelig løfter lejligheden til noget helt særligt. Sælger har boet her i næsten 30 år, og det er tydeligt at mærke, at lejligheden er blevet passet på med stor respekt for dens historie. Her er en helt særlig følelse af originalitet, sjæl og herskabelighed.
Ejerforeningen er utrolig velfungerende, består af tre opgange og har et dejligt gårdmiljø, hvor solen, roen og de lange sommeraftener kan nydes. Med lejlighedens placering på første sal er det nemt og bekvemt at bruge gården som en naturlig forlængelse af hjemmet. Ejendommens vinduer er for få år siden blevet udskiftet til smukke koblede vinduer, og sælger har allerede betalt lejlighedens andel af denne forbedring.
Her får du en helt særlig lejlighed, hvor sjæl, historie og æstetik går hånd i hånd – midt i hjertet af Frederiksberg.

