IMPONERENDE OG BEUNDRINGSVÆRDIG VILLA PÅ 540 KVM MED SOLRIG HAVE I SELVE KONGEKVARTERET!
Den imponerende herskabsvilla tiltrækker automatisk beundrende blikke, når man tager sin gang igennem det populære og rolige villakvarter, som i daglig tale kaldes Kongekvarteret, og som er præget af store villaer, smukke gamle træer og grønne områder. Kvarteret er hyggeligt med lukkede veje, minimal trafik og den grønne cykelsti, som forbinder Frederiksberg og København med en cykeltur i rolige omgivelser. Man oplever straks, at vi er i et lille hyggeligt villakvarter, der er indbegrebet af idyl, og hvor børnene leger på villavejene, mens byens larm synes langt væk. Hvis man ikke har prøvet at bo her, kan man ikke forestille sig, at disse små perler findes midt i byen.
Den prægtige villa er opført i 1923 og er løbende renoveret med stor respekt for ejendommens originale æstetik. De originale vinduer er bevaret og håndværket med de smukke facader fremstår tydeligt og velholdt. I den dejlige store have, som omkranser huset, kan solen nydes i fulde drag fra tidlig morgen til den går ned om aftenen bag byens tage. Haven er indrettet med flere terrasser rundt om huset, og det er en fornøjelse at opleve den gennemførte vedligeholdelse, der fortsætter igennem huset såvel som haven. Det skal bemærkes, at ejendommen er beliggende på et hjørne, som både giver mere privatliv og en fornemmelse af lys og luft fra alle sider. Der kan naturligvis parkeres på gaden, men også inde på grunden og i den store garage på 45 kvm.
Sælger har løbende renoveret og vedligeholdt ejendommen siden 2012. Ejendommen har status som en 1-families villa, men er indrettet i 3 lejligheder - 1 lejlighed på hver etage. Lejligheden på 2 sal er på 72 kvm og er ikke godkendt til beboelse. Denne lejlighed kommer derfor ud over det oplyste areal. Samlet er der 540 lækre kvadratmeter, som enten kan benyttes som en bolig til 3 generationer, eller blot til familien, der ønsker mange kvm. Kælderen fremstår tør og høj. Den er ligeledes renoveret af sælger og har utrolig mange anvendelsesmuligheder.
Dette er en ejendom, der sjældent udbydes og med en beliggenhed, som de fleste kun drømmer om. Der afholdes ikke åbent hus. Ejendommen fremvises kun individuelt.