LÆKKER ISTANDSAT VILLALEJLIGHED MED EGEN PRIVAT HAVE OG EGEN INDGANG.
Kongekvarteret på Frederiksberg er den populære betegnelse for et lille hyggeligt villakvarter, der er indbegrebet af idyl, og hvor børnene leger på de små villaveje, mens byens larm synes langt væk. Her er en udsøgt ro, og hvis man ikke har prøvet at bo her, kan man ikke forestille sig, at disse små perler findes midt i byen. For enden af Kronprinsensvej finder man Frederiksberg Have med sit eventyrlige engelske haveanlæg og de romantiske kanaler.
Ejendommen er opført i 1872 og bærer et vidunderligt præg af den oprindelige, fornemme villas dna. Her er al den sjæl og charme, man kan drømme om, med overraskende vinkler, karnapper og de flotteste massive parketgulve i bejdset eg. Ejendommen er totalistandsat med de lækreste materialer og løsninger og dette på en måde, der kombinerer den gamle herskabelighed og den moderne funktionalitet på bedste vis. Haven er opdelt, og stuelejligheden har eksklusiv brugsret til forhaven, der vender mod syd. Haven har de skønneste terrasser - heraf ca. 40 kvm. i massivt Jatoba hårdt træ. Lejligheden har egen indgang og besidder derfor følelsen af egen villa.
Overalt i underetagen er der gulvvarme på fjernvarme, og der er tænkt på, at det gode liv kræver masser af skabsplads. Der er således skabsvægge i alle tre værelser plus en decideret skabsgang. Møblementet i køkkenet er tilpasset huset. Husets kok har gaskomfur med fem blus til sin rådighed og godt med albuerum. Her er to skønne badeværelser, det ene med hvid Carrera-marmor og det andet med sort Nero Marquina-marmor. Armaturer på badeværelserne og i køkken er alle fra Toni i messing. Desuden gæstetoilet også i marmor og Toni armatur.
Det hele fungerer i denne gennemførte bolig. Glastilbygningen til ejendommen er tegnet af den tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen. Taget er belagt med nyt naturskifer fra 2016, nye varme-, vand- og el-installationer, radonsikring, udvendig efterisolering, nyt terrændæk, ny effektiv isolering i etageadskillelsen, nye lavenergivinduer, omfangsdræn langs alle facader, ny kloakering, etc. Kort sagt - alt er totalrenoveret i 2018.
Kongekvarteret er hyggeligt med lukkede veje og naboskabet er venligt. Nærmeste metrostation ligger i bekvem gåafstand, og man er tæt på den grønne cykelsti, som man kan benytte mod København eller til Frederiksberg Centret.