Gammel Kongevej 133, 1., 1850 Frederiksberg C

FLOT OG INDFLYTNINGSKLAR HERSKABSLEJLIGHED MED 2 ALTANER PÅ FREDERIKSBERG C

Gammel Kongevej er en af de ældste veje på Frederiksberg. I 1600-tallet var den kendt som en vej ud af byen forbeholdt medlemmerne af det kongelige hus. I dag er Gammel Kongevej en af de mest attraktive og populære adresser på Frederiksberg C, hvor lækre specialbutikker ligger side om side med uforglemmelige gastronomiske oplevelser. Frederiksbergs kulturelle liv er lige om hjørnet, bl.a Betty Nansen Teatret, og metro på Frederiksberg Allé tager dig nemt og bekvemt rundt i byen og til Kongens Nytorv på kun 7 minutter. Frederiksberg Have med sit eventyrlige engelske haveanlæg og de romantiske kanaler ligger og venter for enden af Frederiksberg Allé.

Ejerforeningen består kun af denne ene opgang, og man kan roligt sige, at ejerforeningen er velfungerende og ejendommen velholdt. Man har løbende renoveret og vedligeholdt ejendommen, og der er ingen gæld i foreningen. Senest er opgangen renoveret og fremstår utrolig flot og indbydende. Udgiften hertil er afholdt af foreningens opsparede midler. Til ejendommen hører et lille hyggeligt gårdmiljø og lejligheden har brugsret til et pulterrum i kælderen.

Lejligheden lever op til alt det, man håber på, når man betragter ejendommen udefra og går igennem den ny-renoverede opgang. De smukke stuklofter er renoveret og fremtræder markant og herskabelig i de store stuer med høje paneler, fyldningsdøre og originale plankegulve. Oprindeligt var køkkenet opført i den modsatte ende af lejligheden. Men køkkenet er rykket op ved stuerne og er i dag hjertet i lejligheden, der indbyder til gode stunder med familie og venner. Lejligheden har 2 altaner, der begge vender mod syd og vest - væk fra Gl. Kongevej. Der er derfor rig mulighed for at nyde solen og roen på en af altanerne. Det kan være svært at forestille sig, at man befinder sig midt i byen, når man kun ser ud på grønne træer og hører fuglene synge.

Dette er en pragtfuld lejlighed hvor livet i byen virkelig kan nydes i fulde drag.

Velkommen til Gammel Kongevej 133.