Frederik VI's Alle 4, 3. tv., 2000 Frederiksberg

Totalrenoveret herskabslejlighed med altan i hjertet af Frederiksberg


Frederik VI´s Allé er noget helt særligt. Vejen er opkaldt efter Kong Frederik VI, der i perioder boede på Frederiksberg Slot og gerne gik ture i Frederiksberg Have. Frederik den VI’s Allé fik sit navn i 1905. I dag er den smukke allé en af de mest populære adresser på Frederiksberg. Alléen er lukket og ligger direkte op mod Frederiksberg Have. Som følge heraf er der en eventyrlig ro - kun afbrudt af rådhustårnets smukke klokkespil, som pryder den eventyrlige oplevelse ved at bo i området. Udover at være direkte nabo til Frederiksberg Have er man stadig i gå-afstand til det lækre indkøbsstrøg på Gammel Kongevej og alle de lækre specialbutikker, delikatesseforretninger og gastronomiske oplevelser, som Frederiksberg byder på.


Lejligheden er intet mindre end imponerende og lever op til alt det, man håber på, når man ser ejendommen udefra. Selv opgangen er en oplevelse i sig selv og fremstår smuk og herskabelig.


Lejligheden er utrolig smukt istandsat og fremstår flot, indbydende og indflytningsklar. Den er gennemrenoveret - og det på en måde som kombinerer den originale æstetik med en moderne funktionalitet. Planløsningen er ændret, køkkenet er flyttet og vægge er rykket. De smukke stuklofter, høje paneler, sildebensparket og de smukke vinduer er alt sammen detaljer, der giver den stil og stemning, som var tiltænkt ejendommen tilbage i 1904, da ejendommen blev opført. Altanen er netop sat på og denne er betalt af sælger. 


Ejendommen er yderst velholdt, og ejerforeningen er veldrevet. Ejendommen har løbende været vedligeholdt igennem årene, og det er tydeligt at se, at det er en forening, der er enige om at holde ejendommens fællesarealer pæne og ordentlige. I forbindelse med gårdrenoveringen blev kloakkerne skiftet, stigstrenge og faldstammer blev renoveret i 2018, og i 2021 blev facaden mod gården renoveret. 


Dette er en perle af en lejlighed med lys, luft og udsigt i hjertet af Frederiksberg.


Velkommen til Frederik VI´s Allé 4.