Lejligheden er virkelig skøn. Selv på en overskyet dag strømmer lyset ind gennem de store vinduespartier i denne penthouselejlighed og skaber en lys og indbydende atmosfære. Fra stuen er der direkte adgang til en rummelig altan på hele 19 kvm, hvor du kan nyde solen og roen i fulde drag. Det flotte og velholdte køkken er integreret i stuen og fremstår som et stilfuldt møbel i den moderne bolig. Soveværelset byder på masser af plads, og om sommeren kan du sove med åbent vindue uden forstyrrelser, da området er usædvanligt roligt trods den centrale beliggenhed. Badeværelset er stort og indbydende med en bruseniche og en vaskesøjle, som er gemt væk bag en skabsvæg. Ved siden af badeværelset er et stort og lækkert walk-in closet, hvor der er masser af skabsplads.
Der er også mulighed for at etablere et ekstra værelse i stuen, så man i lejligheden vil få 2 gode funktionelle værelser. Se eventuelt alternativ planløsning som inspiration.
Ejendommen blev opført i 2011 og er tegnet af Gottlieb Paludan Arkitekter. Den har fået rosende omtale af Frederiksberg Kommune, som har beskrevet bygningen som en berigelse for byens mangfoldighed og som et frisk pust til Holger Danskes Vej. Tidligere var grunden tom, og arkitekterne har skabt en overraskende og unik løsning med den stjerneformede grundplan, som smelter ude og inde sammen gennem store glaspartier. Ejerforeningen er veldrevet med kun 20 lejligheder. Fællesarealerne er altid pæne og rene, hvilket vidner om enighed om vedligeholdelse blandt beboerne. Lejligheden har brugsret til en privat parkeringsplads, en gæsteparkeringsplads som deles med resten af foreningen, samt et kælderrum.
Holger Danskes Vej er en stille sidevej til Falkoner Allé. Fra små stikveje er der kun et minuts gang til den charmerende Godthåbsvej, som over de senere år er blevet et af Frederiksbergs mest populære shoppingområder med et bredt udvalg af specialforretninger, caféer og restauranter. I sommeren 2019 åbnede den nye metrostation ved Aksel Møllers Have, blot 200 meter, som er en kort gåtur fra hoveddøren, hvilket gør det nemt at komme rundt i byen og til lufthavnen.
Denne lejlighed er, og kan noget helt særligt.
Velkommen til Holger Danskes Vej 32, 5. th!