På fjerde og dermed øverste etage finder man denne herskabelige lejlighed. Fra entréen føres du videre ind i de lyse og indbydende stuer, som byder på en masse smukke detaljer såsom gennemgående plankegulve, paneler, rosetter, dekorativ stuk og god loftshøjde. Lejligheden har to stuer en suite, hvor man får det mest fantastiske lysindfald fra lejlighedens karnap. Stuerne vender nemlig mod syd. Den ene stue kan også anvendes som værelse, hvis der skulle være behov. Derudover er der et stort soveværelse, som vender mod nord. Her er masser af plads til opbevaring og et fint, ugeneret kig ud. Værelsesfordelingen gør, at lejligheden har mange forskellige muligheder for at blive indrettet på.
Indbydende samt veldisponeret køkken med opvaskemaskine og god bordplads. Vaskemaskinen er praktisk placeret i køkkenet. Badeværelset er yderst veludnyttet og rummer både brus, væghængt toilet, opbevaring og vask. Derudover har lejligheden brugsret til et loftsrum, som er nemt at tilgå.
Denne klassiske herskabslejlighed har en storslået udsigt til grønne trækroner, Godthåbskirken og de smukke ejendomme på Frederiksberg. Ejendommen, der er opført i 1913, fremstår flot og indbydende. Taget blev skiftet for et par år siden, og de gamle kernetræsvinduer er malet og vedligeholdt udvendigt. Ejerforeningen består af fire opgange og er utrolig veldrevet med et godt naboskab og mulighed for socialt samvær, hvis man ønsker det. Der er desuden et igangværende projekt i ejerforeningen om etablering af altaner, som vil give udsigt til de grønne trækroner. Tilbud indhentes i øjeblikket fra flere firmaer, hvorefter der skal søges byggetilladelse hos kommunen.
Thurøvej har rødder tilbage fra 1890erne og fik sit nuværende navn i 1901. Først hed vejen Fanøvej, men allerede ét år senere skiftede den navn til Thurøvej, opkaldt efter øen i Det Sydfynske Øhav. Beliggende på en rolig sidevej til Nordre Fasanvej får man her en helt særlig fred og ro, som kan være svær at forestille sig, medmindre man har oplevet det. Her kan du nyde stilheden, selv med åbne vinduer og døre en sand oase midt i byen, men stadig i gåafstand til alt det Frederiksberg har at byde på.
Dette er en skøn lejlighed med lys, luft og udsigt samt en attraktiv beliggenhed på Frederiksberg. En utrolig dejlig lejlighed, der skal opleves.
Velkommen indenfor på Thurøvej 9.