Kochsvej 21, 1. tv., 1812 Frederiksberg C

Pragtfuld herskabslejlighed med altan på selve Kochsvej

Denne dejlige lejlighed ligger i en ejendom med en mindst lige så dejlig adresse. Her befinder man sig vitterligt på det allermest grønne og det allermest ægte Frederiksberg. Frederiksberg Allé og sidevejene hertil har altid været noget helt særligt. Frederiksberg Allé blev anlagt i begyndelsen af 1700-tallet med parisisk inspiration - og netop den parisiske stemning kan man roligt sige stadig består i området. I dag er Kochsvej blandt andet kendt for sine karakteristiske engelske rækkehuse og privatskolen Frederik Barfods Skole.

At bo på Kochsvej er en livsstil med et væld af kulturel inspiration, lækre specialbutikker, delikatesseforretninger og gastronomiske oplevelser lige om hjørnet. Metro på Frederiksberg Allé ligger ca. 200 meter fra gadedøren, så man nemt og hurtigt kommer rundt i byen og til lufthavnen. Frederiksberg Have med sit eventyrlige engelske haveanlæg og de romantiske kanaler ligger og venter for enden af alléen. 

Ejendommen fremstår flot og velholdt med en velfungerende lille ejerforening, hvor der er en god dialog, beboerne taler løbende om tingene og passer på ejendommen. Den årlige havedag i foråret er med fælles frokost og sommeren rundes af med en lille havedag i efteråret. Ejendommen var igennem en større facaderenovering i 2017, og faldstammer blev udskiftet i 2023. Der er ingen gæld i ejerforeningen - der er til gengæld en årlig indbetaling til grundfonden, og historisk set har det betydet, at vedligeholdelsesopgaver ikke har krævet ekstra indbetalinger fra beboerne. 

Allerede i opgangen glædes man over herskabeligheden og de bevarede originale detaljer, som heldigvis fortsætter ind i lejligheden. Fra den dejlige altan, der vender mod vest, er der en pragtfuld udsigt til det hyggelige kvarter. Solen kan nydes på altanen fra ca. kl. 13.00 til den går ned bag byens tage. Her er et pragtfuldt lysindfald i de dejlige stuer en suite. Istandsættelse må påregnes. 

Velkommen til Kochsvej 21.