Forchhammersvej ved Sankt Markus Plads er en smuk allé på indre Frederiksberg C, der er præget af grønne træer og herskabsejendomme fra århundredeskiftet. Området forbinder Søerne og indre by med det lækre nærmiljø, som Frederiksberg C byder på - lige fra kulturelle og gastronomiske oplevelser til grønne områder og hyggelige cafeer og vinbarer. Tætteste metro ved Forum ligger få minutters gå-gang fra hoveddøren og bringer dig nemt og bekvemt rundt i byen og til lufthavnen.
Lejligheden fremstår lige så herskabelig, som man håber på, når man betragter den smukke ejendom udefra. Lejligheden er nænsomt renoveret på en måde, hvor man på bedste vis har kombineret den originale herskabelighed med en moderne funktionalitet. De smukke trægulve er malet, de høje paneler er bevaret og køkkenet er rykket fra det bageste værelse til hjertet i lejligheden. Herfra er der udgang til den dejlige syd-vest-vendte altan, hvorfra solen og roen kan nydes i fulde drag. Stuklofterne og det originale træværk med fyldninger fuldender den imponerende herskabelighed med en originalitet, der fremhæver sjælen og stemningen i lejligheden. De mange vinduespartier giver et pragtfuldt lysindfald igennem de smukke stuer en suite, mens den frie udsigt til kirken og Sankt Markus Plads er betagende på alle årstider.
Ejendommen fremstår utrolig smuk og velholdt og er løbende blevet renoveret. Til ejendommen hører et hyggeligt gårdmiljø, som bruges flittigt af beboerne i alle aldre.
Smuk og imponerende herskabslejlighed på den helt rigtige adresse.
Velkommen til Forchhammersvej 13.