H.C. Ørsteds Vej 33, 2. tv., 1879 Frederiksberg C

Smuk, lys og gennemført 6-værelses herskabslejlighed med skøn vestvendt altan og mulighed for privat parkering i gården

Smuk, lys og totalrenoveret herskabslejlighed, hvor det klassiske og det moderne forenes i fuldendt harmoni. Lejlighedens hjerte er det store og indbydende køkken/alrum, der nu ligger i den oprindelige spisestue. Her smelter det stilrene køkken sammen med den stemningsfulde opholdsstue og skaber de perfekte rammer for både hverdagsliv og selskaber. Badeværelset byder på eksklusive italienske klinker, tidløse armaturer fra Vola og gulvvarme – alt sammen med fokus på æstetik og kvalitet. I 2016 gennemgik lejligheden en omfattende renovering, hvor blandt andet stuklofterne blev nænsomt renset, vægge spartlet og beklædt med nyt glasfilt, og der blev indfræset nye elinstallationer i hele lejligheden. Lejligheden emmer af alt det, der kendetegner en klassisk herskabslejlighed – højt til loftet, detaljerede stuk, smuk svensk porcelænskamin, klassiske høje paneler, elegante radiatorskjulere samt indbyggede snedkerskabe. Planløsningen er gennemtænkt og fleksibel med mulighed for op til fire gode soveværelser – alt sammen centreret omkring det lyse og åbne  køkkenalrum. Som en ekstra bonus har lejligheden en skøn, ugeneret altan med sol fra eftermiddagstimerne og en smuk, grøn udsigt.

Ejendommen fremstår mondæn og velholdt i røde mursten, og der er i ejerforeningen netop truffet beslutning om at renovere ejendommens indgangspartier med bl.a. nye, dekorative smedejernsporte, renovering af hoveddøre og udskiftning af telefonanlæg. Ejerforeningen råder over et herligt uderum med fælles borde og bænke samt et større antal parkeringspladser til leje for foreningens beboere (venteliste-men evt. mulighed for at få en plads ) Nærværende lejlighed har brugsret til depotrum i kælder.

Særdeles attraktiv beliggenhed på det indre Frederiksberg med åben udsigt ned ad Danasvej uden bygninger direkte overfor. I alle retninger fra gadedøren møder man de hyggelige, kulturelle og gastronomiske oaser, som byen byder på, herunder bl.a. de helt lokale favoritter som Piola Pastificio,  Rascal og Landbohøjskolens Have og herudover søerne samt Gl. Kongevej og Værnedamsvej med alle deres delikatesseforretninger, lækre restauranter og vinbarer i særklasse. Skolen ved Bülowsvej ligger få minutters gang herfra, og den tætteste metrostation er Forum, hvorfra du nemt og hurtigt kommer rundt i byen og til lufthavnen.